Start Singapore beskrivelse Singapore Australien beskrivelse Australien New Zealand beskrivelse New Zealand e-mail me


New Zealand beskrivelse

Fredag, den 28. december 2007. Dagen, hvor vi siger farvel til Australien. Vi havde bestilt taxa til kl. 5.00 om morgenen, da vores fly havde afgang kl. 07.35 og der var tjek ind senest 2 timer før. Pyha…..hvor var det tidligt. Da vi kom til lufthavnen var ungerne lidt sultne, så vi spiste tidlig morgenmad på en restaurant. Flyet afgik til tiden og varede kun 2,5 time. Det er efterhånden ingenting, så tiden fløj af sted. Undervejs udfyldte Ulrik møjsommeligt, alle indrejsepapirer incl. deklarering af fødevarer af enhver slags. Første kontrol ved ankomsten til Auckland gik fint. Det var paskontrollen. Ved anden kontrol blev vi udspurgt om, hvad vi havde med (alt det vi allerede have deklareret). Ulrik viste dem alle tingene. Der blev kigget og nikket. Der blev oven i købet sagt, at vi havde købt godt ind af de australske frugter! Altså var alt i sin skønneste orden. Troede vi indtil vi kom til tredje og sidste kontrol. Her gik den ikke længere. Vi blev ”anholdt for at have taget æbler og ferskner med ind uden at deklarere det, blev det hævdet. Så stoppede festen! Ulrik havde en lang højlydt dialog med den pågældende person, da det VIRKELIG var dybt urimeligt. Det hele endte med, at hun måtte tilbage og spørge personen ved kontrol nr. 2, om han havde sagt, som vi påstod. Han begyndte, at hive lidt i land, men anerkendte, at vi havde været meget villige til at vise ham det vi havde i posen. Historien var blot nu, at vi selv skulle have understreget, at vi havde specielt æbler med. Hvem F… kunne vide det, når det allerede var skriftlig oplyst? Det hele endte med, at vi grundet de ”særlige” omstændigheder fik vi en KRAFTIG advarsel, og dermed slap for en bøde på min. NZD 200 (ca. kr. 1000). For at gøre historien endnu mere absurd, så fandt vi en fersken, da vi senere pakkede alt vores bagage ud. Så meget for deres kontrol, når det kommer til stykket! Da vi landede ringede Ulrik til udlejningsbureauet for vores camper for at høre, hvorvidt de have pick-up til afhentningsstedet. Det havde de. Så efter alle deres kontroller, kørte vi endelig hen til stedet, hvor vi skulle afhente camperen. Andre havde desværre også den aftale med bureauet, så der gik i alt ca. 1,5 time før vi fik bilen. Mette og jeg kiggede på hinanden og flere ord var ikke nødvendige. Heller ikke for dem som kender os og den kvalitet vi havde prioriteret gennem vores ophold i Australien! Vi bevægede os af sted med alle vores ting og sager. I en kæmpe bil. 7 meter lang. Manuelle gear. Og stadig kørsel i venstre side. Noget af en udfordring. Vi gjorde holdt ved det nærmeste supermarked og købte ind, da vi jo selvsagt intet havde. Da det efterhånden var blevet sent på eftermiddagen, besluttede vi os at finde en plads lidt nord for Auckland. Efter ca. 1 times kørsel var vi der. En plads i byen Orewa. Igen kiggede vi på hinanden og rystede let på hovedet. Vi fik anvist en plads, og begyndte forberede os på aftensmad og sengetid. Aftensmaden fik vi på en restaurant tæt på campingpladsen, hvor et ældre ægtepar og et par endnu ældre medhjælpere formåede at være mere end 1 time om at lave vores mad – som ellers var meget simpelt, Børnene har valgt at sove ovenpå førerhuset, hvor der er en dobbeltkøje. Mette og jeg ligger i selve kabinen i en ”slå ud seng” på 2 meter i længden og max. 1,1 i bredden. Hvilket cirkus. Når en vilkårlig i familien vender sig i sengen, ryster hele bilen. Undskyld, men campinglivet er ikke og bliver fan’me heller aldrig OS. Vi bliver ene og alene fordi, så mange har fortalt os, at dette er måden, at se New Zealand på. Indtil videre kan jeg kun sige ”vor herre bevares”. Lørdag, den 29. december 2007. Dagen starter tidligt på campingpladser! Lidt styret af solens opstand omkring kl. 06.00. Hvad skal man så lave. Når man har vendt og drejet rundt om sig selv ca. 100 gange og bilen hopper op og ned, forsøger man ihærdigt at ligge stille for at hele pladsen ikke skal tro, at man har sex. Næste udfordring er, hvordan man får serveret morgenmad for 4 personer, der skal sidde rundt om et ustabilt bord. Svaret er: Gør det kort! Omkring 9.30 hev vi pløkkerne op, og startede dagens køretur. Vi nåede dog ikke ret langt, da vi ca. 5 km. længere nordpå fandt et termalbad, der nærmest fungerede som vandland i BonBon land. Nej, spøg til side. Det var en sjov oplevelse. Store og små Spa bade alle med forskellige temperaturer. Kendetegnende for dem alle var, at alle badene bliver opvarmet med vand fra undergrunden. Ganske sjovt. Vi var der i små 5 timer, inden dagens køretur for alvor blev sat i gang. Vores endestation for dagen var en by mod nord ved navn Whangarei. En køretur på ca. 2 timer. Køreturen gik fint i god fart uden de store trafikale problemer. Vi havde fra morgenstunden booket vores overnatningssted for dagen, idet tiden omkring jul hernede, er der, hvor Kiwi’erne selv i stort antal holder ferie. Inden vi nåede frem til pladsen, købte vi godt ind, da vi ville lave aftensmad på den fælles grill plads. Denne plads var noget bedre end den forrige. Dog stadig uden på nogen måde at overbevise os om, at camping for fremtiden skal skiftes ud med sommerhuset. Vi har endda et Motorhome – oven i købet den største! Andre kommer med deres skide 2-3 personers telt, hvor der skal sove netop det antal! Jeg fatter det ikke. Anyway, vi fik spist og Christian og Caroline fik nogle legekammarater på pladsen, hvilket var godt. Mette og jeg tager så et ekstra glas Pinot Noir. Det skal nok sikre en god nats søvn inden turen i morgen går videre nordpå. Søndag, den 30. december 2007. Da slog øjnene op her til morgen, blev vi mødt med fuldstændig blå himmel. Klokken var da omkring 08.00. Det var også allerede varmt. Børnene var som sædvanlig de sidste til at stå op. Specielt Caroline var igen i dag en sovetryne. Vi spiste morgenmad på barbecue pladsen, som vores bil var placeret umiddelbart op til. Efter at have fyldt vand på bilens forskellige vandtanke og tømt toilet (føj for f….., selvom vi alene bruger toilettet i nødstilfælde om aftenen) var vi ved 10 tiden klar til at køre videre. Planen for dagen indeholdt et par interessante stop på vejen op til målet for dagens tur, byen Paiha et godt stykke mod nord fra vores seneste overnatning. Efter kort tids kørsel kom vi til vandfaldet ved Whangerai. Et vandfald med 25 meters fald. Et flot syn. Vi kunne helt ned i niveau med vandfaldet, så man rigtig fik syn for sagen. Dagens andet stop var i et hulesystem ved navn Kawill Caves, hvor vi skulle stifte nærmere bekendtskab med ”glow worms”. Disse selvlysende orme er nogle sjove nogen. De lever 10-11 måneder. I de første 9 måneder af deres liv spinder de fine tråde, som hænger ned fra deres skjulested i limestone hulen. Her fager de deres føde, som består af myg, fluer og andre små insekter. Når de fanger et insekt i deres tråde optages bygget i deres krop på en eller anden underlig måde. Disse orme er nemlig født uden mund! Efter 9 måneder parrer de sig og dør umiddelbart derefter. Noget af et liv. Ormene lyser med deres bagerste del af kroppen. Lyset skabet ved en kemisk forbindelse mellem væskerne i deres krop og det de spiser/fordøjer. Det lyser helt violet. Vi var på en rundvisning i en hule, som tog ca. 30 min. Her fik vi fortalt historien omkring lige netop denne hule. Der var et hav af orme, der lyste for os. Tydeligst var de selvfølgelig de gange, hvor de medbragte lygter blev slukket. Ormenes lys var som en klar stjernehimmel. I tusindtal sad de rundt omkring i specielt i hulens øverste hvælvinger og lyste. Herefter kørte vi videre mod vores bestemmelsessted for natten. Oprindelig havde vi fra morgenstunden booket én campingplads. Primært fordi den vi ønskede (med swimmingpool m.v.) var booket. Vi besluttede os dog for at køre hen til den ”udsolgte” for at prøve lykken. Og lykken var med os. Vores held ville være, at de netop havde smidt en anden gæst væk. Det blev vores held, da vi endte op med at få en plads direkte ned til vandet og med direkte udsigt til endnu én af dagens seværdigheder – Haruru Falls. Vi bookede 2 overnatninger her for at have et godt sted at være nytårsaften. De har oven i købet en restaurant, hvor vi har reserveret bord. Det bliver anderledes med sikkert hyggeligt. Campingmentaliteten begynder at indfinde sig. Vi bader nu sammen med alle de andre, laver mad i primitive køkkener samt står pænt i kø for at komme til at vaske vores beskidte service op efter brug. Campister bliver vi dog ALDRIG. Mandag, den 31. december 2007. Årets sidste dag. Efter morgenmaden ville vi ud at se lidt på området omkring Pahia – hovedbyen i området. Vi startede med at køre lidt nordpå til en by ved navn Kerikeri. Der skulle vi se et gammelt stenhus (vor herre til hest) samt et vandfald ved navn Rainbow Falls. Børnene er ved at have fået nok af vandfald. Skal vi nu se vandfald igen spørger de! De er da meget flotte, men har vi ikke snart set nok! Herefter tilbage mod Paihia for at se lidt på byen og Waitangi et stort grønt område ned mod havet. Ulrik opdaterede hjemmeside m.v. på en internet cafe. Frokost i Paihia ved havnen med udsigt til skibe, der kom ind og tog ud. Efter frokost en dukkert i havet. Tilbage på campingpladsen fik ungerne en badetur i swimmingpoolen. For at undgå at lave mad nytårsaften, havde vi tilmeldt os et spisearrangement på pladsens restaurant. Egentlig ville vi gerne have været til byen for at se på fyrværkeri m.v., men der er åbenbart meget store problemer netop nytårsaften, hvor det ofte komme til konfrontationer mellem de unge ”mauier” og de unge ”hvide” newzealændere. Overalt på campingpladser og i byen indsættes store styrker af politi og frivillige til at holde gemytterne i ro. Middagen gik fint og udvalget var alt fra østers, muslinger over fisk til kylling og bøf. Kl. 10.30 gik Caroline kold. Resten af os tog et spil Yatzy under vores nyindkøbte ”telt”. Da vores plads er placeret helt ned til floden og vandfaldet, havde vi en fantastisk udsigt, da fyrværkeriet startede kl. 12.00. Desværre har de ikke den samme opfattelse af fyrværkeri og nytårsaften her, som vi kender det fra Danmark med store raketserien både før og efter kl. 12.00. Her var alt praktisk talt færdigt få minutter inde i 2008. Sendte og modtog en del SMS’er omkring midnat. Tirsdag, den 1. januar 2008. Vi havde i går planlagt, at tage tidligt af sted fra pladsen ved Hururu Falls. Derved ville vi undgå den værste trafik på dagens rute. Dagen i dag ville tage os fra Paihia og på tværs af nordøen over til Opononi, som er kendt for sine sanddyner. Det var noget af et syn, der mødte os, da vi løftede os over den sidste bjergtop. Hvidt sand formet som store bakker skrånende direkte mod stranden og havet. ”Dynerne” lå på modsatte side af vandet end selve byen. Derfor måtte vi have fat i en båd, der kunne sejle os derover. Vi kom med båden kl. 11.00 og besluttede os for at tage med båden retur igen, når den kom tilbage med et nyt hold gæster kl. 12.00. Ved ankomsten til ”dynerne” og stranden fik vi udleveret surfboards, som var glatte på undersiden. Dette for at kunne ”surfe” fra toppen af ”dynerne” og ned i vandet. Nøj, det var cool! Og hårdt. Metoden er enkel. Surfboarded under armen og turen til fods i sandet kunne begynde. Efter at have nået toppen af ”dynerne” begyndte man løbet hen mod kanten, hvor man kastede sig ned på maven ovenpå boarded. Herefter kan det ellers nok være, at det gik nedad! De bedste af turene ned endte ude i bølgerne. Sjovt, sjovt, sjovt. Hele familien knoklede op og ned af sanddynerne i en time. Herefter tilbage med båden mod byen og dagens tur kunne fortsætte. Næste stop på turen var de store Kauri træer, som er at finde på vestkysten. Vejforholdene var efterhånden gået fra landevej til decideret skovveje/regnskovveje med kringlede sving og svære køreforhold generelt. Børnene skiftedes til at sidde foran, da de fik ondt i maven og køresyge var truende. Sceneriet skiftede hele tiden fra regn og overskyet til skyfri blå himmel. Fra kørsel i dale til kørsel højt oppe på bjergenes toppe. Vi kørte ca. 1 time på den måde for at komme til træerne. Da vi endelig kom der, var der en kort vandretur ind til ”Lord of the Forrest”, som det største af træerne hedder. Det var enormt. Der skal vel ca. 20 mennesker, som holder hinanden i hånden til at nå rundt om stammens tykkelse! Ganske vildt. Herefter videre ad samme snørklede veje i endnu ca. 1 time. Egentlig havde vi planlagt at overnatte på en plads nær søen Kai-Iwi, som skulle være meget smukt beliggende. Børnene var imidlertid faldet i søvn, så vi besluttede os for at køre videre endnu et stykke for at have kortere afstand til Auckland, som vi skal forbi i morgen for at skifte bil. Over de sidste dage har Ulrik været i hyppig kontakt med udlejningsselskabet, da den ikke helt lever op til den forventede kvalitet. Vores stop blev derfor gjort på en plads i byen Matakohe ca. 125 km. fra Auckland. En lille plads smukt beliggende ned til vandet. Herfra vil turen i morgen gå videre mod først Auckland og derefter direkte ned mod nye eventyr på nordøens sydlige del. Vi havde ikke lige noget aftensmad i køleskabet, og da der ikke var nogle butikker i området, var det heldigt, at vi lige nåede at sætte foden i døren på en restaurant inden de lukkede. Dermed blev aftensmaden reddet. Onsdag, den 2. januar 2008. Klar til afgang ca. kl. 09.45. Første stop for dagen var Auckland, hvor vi skulle skifte bil. Efter nogen trafik nåede vi Maui’s udlejlningskontor nær lufthavnen. Jeg henvendte med ved receptionen godt sur i skralden og helt klar til det store sværdslag. Åbenbart virkede min fremfærden meget voldsom på ekspedienterne, for det første jeg blev spurgt om var, om jeg truede dem? Svaret var selvfølgelig nej, men jeg lod dem forstå, at hvert sekund jeg opholdt mig på stedet, blev taget fra min ferie, hvilket jeg var godt utilfreds med, da årsagen var, at Maui ikke havde leveret en standard for bilen, som vi havde bestilt hjemmefra. Manageren fra customer service kom til disken og vi fik en snak om sagerne. Hun sagde, at inden for den næste times tid, ville der være en ny bil klar til os, idet deres mekanikere var ved at tjekke den efter. Vi benyttede ventetiden til at handle ind, da ALT fra det gamle køleskab skulle smides ud! Efter lidt over 1 time var bilen færdig, og vi kunne begynde overflytningen af alle stumper fra den gamle bil til den nye. Det tog ca. ½ time at få det gjort, og vi var nu klar til afgang mod syd og vores endelig stop for dagen – Miranda Springs, som er et område med varme kilder. Lidt før kl. 16 var vi fremme ved stedet, hvor vi havde planlagt at skulle sove. Heldigvis havde de plads til os. Vi fik parkeret bilen og kort efter lå vi alle fire i poolen, hvor den varme kilde løb til. Det var godt nok lækkert – og varmt. Resten af dagen gik med leg og boldspil. Aftensmaden i dag lavede vi selv på pladsen, hvor såvel køkken som toiletter har en fin standard. I morgen går turen videre rundt om halvøen Coromandel, hvilket vi glæder os til. Torsdag, den 3. januar 2008. Kom af sted fra vores overnatningssted omkring kl. 09.30. Kørte mod halvøen Coromandel. Oprindelig havde vi planlagt, at ville køre hele vejen op langs vestkysten, på tværs og derefter ned af østkysten. Da en stor del af den kilometerne på den tur ville være uden nogle stop for at se/opleve noget, lavede vi lidt om på ruten. Vi kørte stadig mod halvøen. Men vi kørte kun ca. 15 km. op ad vestkysten. Her gjorde vi holdt i en gammel guldgraverby ved navn Thames. Havde det ikke været for byens historie med guldet, havde den sikkert aldrig eksisteret. Vi stoppede nær den oprindelige mine, hvorfra der var guidede ture rundt i minen. Allerførst fik vi dog vist metoden, der ligge bag princippet om at ”bryde” guld. Den metode er noget forskellig fra en med at ”vaske” guld i eksempelvis en flod. Forskellen skyldes primært mængden af guld. Guld skabes, som andre metaller, naturlig over mange tusind år. Guld og mange andre slags metaller som bly, jern, aluminium, kobber m.v. findes i årer i bl.a. bjerge. Princippet med mineskakte var den bagvedliggende metode for at få store klumper af sten fri for at undersøge dem for forekomster af diverse metaller, herunder primært guld. Inden selv rundvisningen i minen, fik vi vist princippet i at nedbryde store sten i mindre og mindre enheder indtil man ved hjælp af en vaskeproces kan frasortere ikke brugbare dele af den oprindelige sten. Ved rundvisningen kastede både Christian og Caroline store sten ned i en knuser, hvorefter nedbrydningen og udvaskningen gik i gang. Sjovt at se. Selve rundturen i minen gav et godt indblik i, hvordan vilkårene var for dette arbejde i gamle dage. Lidt plads og risikoen for aldrig at komme ud igen var åbenlys. Efter minebesøget kørte vi videre mod næste mål for dagen – Hot Water Beach på østkysten af Coromandel. Et skønt strandområde med store bølger. Det var en køretur på ca. 100 km., men i til tider bjergagtigt terræn. Vi nåede frem ved 2 tiden om eftermiddagen. Desværre for os, var tidevandet på vej ind, hvilket gjorde det umuligt at grave huller i sandet og ”ramme” en naturlig varmekilde. Det specielle ved stedet her er, at der ca. 2 km. under jordens overfalde er en nærmest vulkanagtig aktivitet, som opvarmer grundvandet til knap 200 grader. Denne kraftige underjordiske varme er nok til også at opvarme vandhuller i de højere jordlag. Det siges, at når man går ovenpå sandet på stranden, når tidevandet er lavt, kan man mærke, hvor varmekilderne er. Når man graver ned, er temperaturen på den kilde man rammer ca. 60 grader. Da vi besluttede os for ville grave vores eget lille spa-bad, var det nødvendigt at tage en overnatning i området. Der var også andre, der havde besluttet sig for, hvorfor vi havde svært ved at finde et ordentligt sted at parkere camperen. Det lykkedes til sidst på en tarvelig campingplads uden faciliteter andet end bad og toilet. Om aftenen ville vi ud og spise for at fejre Mettes fødselsdag. De få restauranter, der øjensynligt var indenfor rimelig køreafstand, var alle lukkede eller fuldt booket. På vejen tilbage så vi tilfældigt et lille sted beliggende ubemærket i skovkanten langs vejen. Vi stoppede op. Kl. var blevet 20.15. Vi fik fortalt, at køkkenet lukkede kl. 20.00. Ved hjælp af en lille sang, lykkedes det at få genåbnet køkkenet og derved undgå at skulle gå sultne i seng. I morgen skal vi tidligt op for at være nede på strandet klar med spaderne, når tidevandet er lavest. Så skal vi grave vores eget varmtvandsbassin. Det bliver sjovt. Fredag, den 4. januar 2008. Det absolut eneste positive der var at sige om nattens overnatningssted er, at det ligger tæt på Hot Water Beach, som vi skal grave vores private spa ved i dag. Det at grave er meget afhængig af tidevandet, så vi havde i går såvel som her til morgen forhørt os hos de lokalt. Vi kørte fra pladsen ca. 8.30. Tidevandet ville nå sit laveste punkt ca. 2 timer senere. Det ideelle tidspunkt for at grave, er +/- 1 time fra lavvande. Vi benyttede lejligheden til at spise morgenmad på parkeringspladsen i vores sneglehus. Samtidig fik vi lejet spader til at grave med. Da vi var færdige med morgenmaden, var der efterhånden kommen en del mennesker med samme ærinde som os. Vi begav os ud på den ca. 10 min. lange vandretur til området, hvor der skulle graves. Området er meget koncentreret. Ca. 100 meter bredt bælte i strandens længde og ca. det tilsvarende ude i vandet. På forhånd var vi lidt usikre på, hvordan pokker vi dog skulle finde ud af, hvor der skulle graves. Da vi kom frem til området forsvandt al tvivl. Flere steder boblede sandet, så varmt var det. Kilderne lå nogle steder ganske få cm. under strandsandet. Ved at gå lidt rundt i området – der hvor der ikke var for varmt til at gå – kunne man nemt mærke kilderne samt hvor tæt på overfladen de var. Vi gik i gang med at grave. Straks sprang det varme kildevand. Temperaturen var så høj, at det faktisk var umuligt at stå med fødderne i det uden at brænde sig. Og det var godt, at vi havde nogle spader, da det at grave med hænderne, som visse andre forsøgte sig med, var ganske håbløst. Efter nogen tid havde vi etableret vores eget lille varmtkilde bassin. Her sad vi så og kogte, som en familie af krebs, der er ved at blive tilberedt. Det blev hurtigt for varmt. Heldigvis var havet få meter væk, så vi kunne blive kølet lidt af i det mere naturlige våde element. Alt i alt en meget sjov oplevelse, som ingen af os rigtig forstod før vi rent faktiske begyndte at grave for til sidst at sidde der i vores egen lille pool! Ved 11-tiden kørte vi videre mod dagens overnatningssted. Bestemmelsesstedet var et område ved navn Papamore Beach ca. 150 km. fra Hot Water Beach. Det var lidt af en drøj tur, da der var megen kørsel i bjerge og ad små og kringlede veje. Heldigvis faldt børnene lidt i søvn efter at have klaget over ondt i maven (læs heldigvis kender de ikke ordet køresyge rigtigt endnu). Vi havde bestilt 2 overnatninger på forhånd, hvilket var heldigt, da ALT var udsolgt. Vores plads var 30 meter til strandbredden, hvilket var helt perfekt. Efter ankomsten blev der badet ligesom vi fik bestilt plads til en delfintur på søndag. Her bliver der, hvis definer ellers vil, mulighed for at svømme sammen med dem. Området vi overnatter i hedder Bay of Plenty og er hjemsted for mere end 50.000 vilde delfiner. Lørdag, den 5. januar 2008. Vi tog det stille og roligt fra morgenstunden. I dag ville vi dels ind og se hovedbyen i det område vi bor i, Tauranga. Endvidere ville vi se nærmere på et bjerg, Mt. Mauganui, der også ligger tæt på der hvor vi bor. Bjerget ligger smukt ved indsejlingen til havnen i Tauranga. På bjerget er der endvidere anlagt flere stier, som fører den ihærdige klatrer/vandrer helt til toppen! Vi kørte først mod Mt. Mauganui. Allerede da vi nærmere os området, kunne vi se, at tingene ikke var som de plejede at være. Der var biler overalt. I en 7 m. lang Campervan, var det ganske umuligt at finde plads og parkere. Det viste sig, at der var triatlon stævne nede ved havneområdet, hvilket var baggrunden for alle de mennesker i områder. Da vi ikke kunne parkere, besluttede vi os for at køre til Tauranga og se lidt nærmere på shoppingmulighederne. Selv for den ivrige shopper, var det en udfordring at finde noget at bruge penge på. Lykkedes det endelig, var man ved at falde bagover p.g.a. prisen! Tøj m.v. er ganske enkelt næsten umuligt at betale her på New Zealand. Til gengæld er fødevarer m.v. rimelige i pris. Ulrik sendte mails og opdaterede hjemmesiden, mens Mette og ungerne udforskede byen lidt mere. Vi spise en elendig frokost på havnefronten. På vejen tilbage til vores campingplads kørte vi igen forbi Mt. Manganui området. Børnene var trætte. Parkeringsforholdene var ikke blevet meget bedre, så vi besluttede os for at køre tilbage til pladsen for at bade ved stranden. Strandlivet var igen i dag fantastisk. Bølgerne var perfekte at surfe på, så det gjorde vi indtil det var tid til et brusebad og derefter aftensmad. Da vi skal køre tidligt i morgen for at sejle, var det ikke voldsomt sent før hele familien var til køjs i ”sardindåsen”. Søndag, den 6. januar 2008. Uret ringede kl. 06.45, da vi skulle være på havnen ved Mt. Maunganui klar til afgang kl. 08.15. Da uret ringede, blev gardinerne straks rullet fra. Dette for at se, hvor meget vind, der så ud til at være. Det så umiddelbart fint ud. Med det udgangspunkt startede vi bilen for at køre hen til afhentningsstedet. Den smule morgenmad vi fik puttet i børnene, blev fulgt af en søsygepille – bare for en sikkerheds skyld. Mette fik også en. Ved ankomsten til havnen var vandet stadig i en acceptabel bevægelse. Båden kom og vi var nu i gang med Dolphin Seafari. Båden var fyldt godt op, men vi fik heldigvis en plads udenfor i den friske luft. Det blev der godt brug for de næste knap 5 timer på havet. Da vi passerede indsejlingen til havnen samt Mt. Maunganui, begyndte båden at bevæge sig. Jo længere ud vi kom jo mere bevægelse fik båden. Sådan blev det bare værre og værre. Hvornår lærer vi, at oplevelser på havet IKKE er noget for familien Holm Oxfeldt? Ungerne – specielt Christian – blev syge. Christian kastede op, og de skiftedes til at græde og ville hjem. ”Hvorfor skulle vi også på den fucking tur” græd Christian. I mere end 3 stive timer søgte vores skipper efter delfiner. De var væk, som havde de aldrig været der. Da vi var længst væk fra havnen, var vi mere end 15 km. ude midt i absolut INGENTING! Vi passerede et bælte i vandet, hvor Oceanet møder Stillehavet og havet skifter karakter. Ikke kun det maritime liv, men også dybden af vandet. Således var der langt over 100 m. dybt de steder vi sejlede rundt og ledte efter delfiner. Et par gange troede skipperen, at vi var tæt på at finde dem, da store mængder af fisk var trægt op i overfladen, hvor de nu også blev jagtet af dykkende fugle fra oven. Udenfor én af disse store stimer af fisk, så vi pludselig en rygfinne. Problemet var bare, at den ikke hoppede. Skipperen slukkede motoren og med de bevægelser, som kun en haj kan lave, blev båden og vi genstand for lidt efterforskning. Vi nåede, at få et glimt af en 2 meter lang hammerhaj før den igen dykkede ned og væk fra os. Lidt syret oplevelse. Kort tid efter vi så hajen, blev der slået alarm af skipperen. Han havde set delfiner. Langt væk kunne de skimtes. Han sejlede tættere på, og delfinerne kom imod os. YES!!! En kæmpe flok – mere end 100 voksne delfiner med deres kalve. Det var typen ”common dolphins, som er en relativ lille art, der kan veje op til ca. 200 kg. De legede omkring båden. En, to, ti delfiner omkring en meter fra båden. De hoppede og sprang, og alle folk på båden – uanset hvor hårdt angrebet de var af søsyge – livede op. Skipperen sejlede langt tid sammen med delfinerne. Men hver gang han forsøgte at sagtne farten, fortsatte delfinerne, som om de var blevet enige om, at de skulle et bestemt sted hen. Det betød desværre, at vi ikke kunne komme i vandet og lege med dem. Klokken var efterhånden 12, og det var tid til at sejle hjemad mod havnen. Ca. 20 min. sejlads fra havneindløbet, slog skipperen igen ”delfin alarm”. Flokken var mindre denne gang. Til gengæld, var det også en anden type delfiner. Denne gang var det ”bottle nose” delfiner, som er langt større end delfiner af typen common dolphins. Op til 600 kg. kan denne type veje. Også her var der voksne delfiner med deres kalve. De spring alle vegne. Frit ud af vandet og i bedste opvisningsstil ned på rykken. Børnene var blevet lidt mere sig selv, og fik heldigvis set hele dette sidste show til ende. Et stykke fra os kom et stort tankskib, som skulle i havn. Foran skibet sprang et væld af delfiner i de karakteristiske bevægelser, som kun delfinen kan lave. Flere gange sprang flere på samme tid helt ud af vandet og udbredte deres akrobatiske evner i fuldt flor. Fantastisk og en rigtig god afslutning på en tur, der ellers var på vej til at blive en katastrofe. Inden vi var helt inde i havnen, fortalte en fra besætningen, at deres tur dagen før havde været en katastrofe, da de ikke havde set én eneste delfin. Det var egentlig den tur vi skulle have været på, men der var – set i bakspejlet – heldigvis ikke plads! Det havde næsten ikke været til at bære. Hjemad mod campingpladsen var humøret vendt tilbage. Vi skulle hjem og på stranden blev vi enige om. Christian havde dagen før knækket sit surfboard, så vi fik i løbet af eftermiddagen købt et nyt til ham. Vi lavede mad på campingpladsen. Ungerne gik på legeplads og de voksne ordnede opvask m.v. Inden sengetid var vi inde hos naboen, som inviterede på kaffe. Børnene var dog trætte, så vi blev der ikke så længe. I morgen skal vi videre sydpå mod Rotorua, som er en ”vulkanby” med en masse termalsk og anden underjordisk aktivitet, som skaber alt fra mudderpools over gejsere til boblende vandhuller. Mandag, den 7. januar 2008. Kørte fra pladsen ca. kl. 09.30 mod Rotorua. Turen var ad god vej og tog os ca. 1 time at tilbagelægge (ca. 80 km.). Ved ankomsten til byen kørte vi først ud til en park, som vi havde fået anbefalet. Her så vi en masse boblende vand-/ og mudderhuller. Det stank ganske forfærdeligt af svovl/rådne æg. Det var dog en sjov oplevelse, at alt omkring syede, boblede og røg af varmen fra undergrunden. Herefter kørte vi ud til den plads vi ville overnatte på for at sikre os en plads. Det var heldigvis ikke noget problem. Det var frokosttid. Den blev indtaget på McDonalds. Hold kæft, hvor er det svært at få en bil af denne størrelse rundt på en lille og ensrettet parkeringsplads. Åbenbart så det så vandvittigt ud, at en ”lokal” rullede vinduet ned og råbte ”You must be a turist the way you drive”. Høflig, som jeg er svarede jeg naturligvis ”Thanks”. Eftermiddagen tilbragte vi i endnu et termalsk område kaldet Te Puia. I dette område, hvor man går rundt, er der det ene fascinerende bassin efter det andet med gejsere, boblende vand fra undergrunden samt igen mudderhuller, hvor mudderet blev kastet op i luften af den kraft og varme, som trængte op fra undergrunden. Igen var der en grim stank af svovl/rådne æg. Ungerne synes det var sjovt at se, og havde en masse spørgsmål til det alt sammen. Tilbage på pladsen omkring kl. 16.30, hvor det var badetid. Der var en lille swimmingpool på pladsen. Størrelsen er her ikke afgørende for ungerne – bare der er vand. Pladsen vi bor på ligger 10 min. gang fra centrum af byen, så vi vil gå en tur derind i aften. Vi påtænker, at ændre vores tur på sydøen lidt, da afstandene vi kommer til at køre bliver ganske store, da vi gerne vil helt ned til Milford Sounds ved Queenstown. Det er en tur på mere end 1000 km. fra punktet, hvor vi kommer over med færgen. Planen er nu, at forsøge at booke flybillet fra Christchurch til Queenstown og retur. Derved undgår vi en masse kørsel, hvor vi reelt ikke kommer til at se andet end landskabet omkring os skifte. Tirsdag, den 8. januar 2008. Kørte fra vores plads i Rotorua ca. kl. 09.30. Planen for dagen var ud over en transport fra Roturua til Lake Taupo – og byen Taupo – at se et område på vejen kaldet Waimangu Volcanic Valley. Området er ifølge historien ret enestående, da det er det eneste hydrotermalske system i verden, hvor aflejningerne på jordens overflade kan henføres tilbage til én historisk dato nemlig 10. juni 1886. På denne dag var der et voldsomt vulkanudbrud fra Tarawera vulkanen. Dette og senere udbrud, har efterladt området med en serie af krater. Det oprindelige udbrud tillod geotermiske kilder, der allerede eksisterede under jorden, direkte adgang til jordens overflade. Megen af beskrivelsen for området refererer således til, at området gengiver den måde jorden oprindelig menes at være skabt på. Noget af et fænomen at forholde sig til! Da vi ankom til stedet, skulle vi vælge, hvordan vi ville se området. På forhånd var det givet, at vi ikke kunne se hele området, da dette ville involvere en del vandring i svært terræn. Derfor valgte vi at blive kørt af et af områdets busser gennem hele området og ned til en sø (Lake Rotomahana). Bådturen ville tage os rundt og se nogle af de krater og terrasser, som historiens vulkanudbrud har efterladt samt aflejringer i form af lava m.v., som er blevet spruttet ud over området. Efter bådturen kørte vi et stykke af vejen tilbage mod startstedet. De sidste ca. 2 km. gik vi selv i vanskeligt terræn, hvor vi kom tæt på en række af kraterne, hvor der stadig var høj termisk aktivitet i form af gejserlignende fænomener samt ekstremt varme kilder. Børnene synes det var spændende, at komme så tæt på. Vi brugte et vel alt i alt ca. 3 timer i området. Herefter var vi klar til at køre mod dagens bestemmelsessted, Lake Taupo og byen Taupo. Inden ankomsten til Taupo stoppede vi dog ved vandfaldet Huka Falls. Et vandfald, hvor mere end 200 kubikmeter vand i sekundet passerer gennem. Grundet det store luftindhold i vandet (bobler), havde vandet en helt speciel lyseblå farve. Vi var der i regnvejr, desværre, hvorfor noget af farven sikkert var taget af. Flot var det dog alligevel. Ved ankomsten til byen handlede Mette og børnene ind, mens Ulrik opdaterede internet m.v. Det var nemt at finde vores campingplads. Ved ankomsten til pladsen trængte vi alle til en tur i poolen. Det viste sig, at de ud over den almindelige pool, ligeledes havde et varmtvandsbassin. Lækkert. Vi faldt i snak med et andet dansk par, som var på rejse i 4 måneder sammen med deres 3 børn. Christian og Caroline nød at have nogen at lege med, så det blev sent, inden de kom i seng. Den anden familie skulle være på pladsen nogle dage, mens turen allerede i morgen igen går videre for os. Onsdag, den 9. januar 2008. Lidt før kl. 10.00 rullede bilen ud fra pladsen i Taupo. Retningen for dagen var syd-øst mod byen Napier ude ved kysten. En tur på ca. 130 km. Bilen havde dog kun rullet nogle få hundrede meter, før vi blev enige om at gøre et kort holdt ved en bungy jump plads. Herfra kunne vi se de modige sjæle lade sig falde livløst mod vandet i håb om, at elastik såvel som seler ville holde til endnu et spring. Stærkt gået af dem der tør. Vi så flere spring og der var godt nok langt ned. Efter dette ophold fortsatte turen uden yderligere ophold til Napier. Turen bragte os over bjerge og gennem dale. Forbi golde bjerge samt bjerge præget af frodig vækst. For første gang på denne tur, fornemmede jeg sceneriet fra filmen om Ringenes Herre. Vidderne skal opleves på stedet, da en masse ord er udtryksløse. Det tog os knap 2 timer at køre, da vejene var gode hele vejen. Vi kørte direkte til vores campingplads og blev indkvarteret. På denne plads skal vi være 2 dage. Børnene badede i swimming poolen. I det hele taget brugte vi eftermiddagen til at lege og slappe af. Sidst på eftermiddagen ville vi køre ind til byen Napier og gå en tur, spille en gang minigolf samt spise aftensmad. Byen Napier bærer på sin helt egen og meget ulykkelige historien. Tilbage i 1930’erne var der et stort underjordisk jordskel lige udenfor byens kyst. Dette skabte en omvendt tsunami, hvor trykket/suget fra jordskellet, trak det meste af byen med sig ud i havet. Bl.a. blev alt sandet fra kyststrækningen fjernet, hvorfor der siden da alene har været klipper samt rullesten. Dårligt bytte! Endvidere ligger dele af byen i dag under havets overflade. Genopbygningen af byen i den efterfølgende periode skete i Art Deco stil, hvilket giver byen en helt speciel atmosfære, når man vandrer gennem den. Inden aftensmaden nåede vi et spil mini-golf på en bane, der var placeret direkte på stranden. Vi gik derfor og kiggende ud over havet, mens vi spillede. Så var det blevet tid til aftensmad. De fleste restauranter havde imidlertid lukket, så det var ikke helt så nemt at finde et sted. Vi endte på et Mongolian Barbecue sted. Hjemme på campingpladsen blev Caroline lagt i seng, mens Christian måtte knokle en times tid med lektierne. I morgen skal vi nok se lidt mere på byen. Ulrik skal på arrangeret vintur, hvor han skal besøge 4 vinproducenter i området (både rød- og hvidvine). Torsdag, den 10. januar 2008. Vi tog det stille og roligt fra morgenstunden. Der var et par ting vi skulle nå i løbet af dagen inden Ulrik skulle på vintur kl. 13.00. Efter et par dages overvejelser havde vi besluttet os for definitivt at ændre vores rejseplaner for sydøen. Dette ville bl.a. indebære, at vi ikke kommer til at køre længere sydpå end Christchurch. Men da vi stadig har et stærkt ønske om at se Milford Sound i Fjordland området vest/syd-vest fra Queenstown skulle vi finde en måde at komme derned på. Via de lokale informationskontorer havde vi fundet ud af, at en indenrigsflyvning fra Christchurch til Queenstown og retur ville løse transportproblemet og medvirke til, at vores køretid ville blive dramatisk formindsket. Foruden transporten skulle vi have undersøgt muligheden for at tage på en tur fra Queenstown og ud til Milford Sound. En tur på ca. 250 km. hver vej ad kringlede og krogede veje. Da vi havde spist morgenmad kørte vi derfor ind til det lokale informationskontor for at tale med dem. Først tjekkede vi, at det rent faktisk var muligt, at komme på den tur vi ønskede til Milford Sounds. Herefter skulle vi selv via internettet tjekke, om der stadig var ledige flybilletter fra Christchurch til Queenstown og retur. Løsningen blev, at vi den 18. januar flyver fra Christchurch til Queenstown med Air New Zealand. Den 19. januar har vi tilmeldt os en bustur fra Queenstown til Milford Sound, hvor vi skal på en sejltur i fjordområdet. Foruden selve sceneriet, som skulle være helt enestående, er der også et rigt dyreliv at se på. I stedet for at køre tilbage med bussen, har vi valgt at blive fløjet tilbage til Queenstown over fjorden og hele bjergområdet. Det bliver helt sikkert en meget speciel oplevelse. Vi får i alt 3 overnatninger i Queenstown og flyver således tilbage til Christchurch den 21. januar tids nok til at aflevere camperen den 23. januar. Mens vi er på denne 3-dags tur, bliver camperen på et endnu ikke bestemt sted i Christchurch. At arrangere alt dette tog noget tid, og vi nåede lige at handle ind til de næste par dage, før det var blevet frokosttid, og Ulrik ville blive hentet for at tage på vintur. Mens Ulrik var på vintur, blev Mette og børnene på campingpladsen. Vinturen var en god indføring i vin fra New Zealand generelt samt vin fra Hawks Bay specifikt. Dette gælder såvel røde som hvide vine. Området omkring Hawks Bay er et nyere vinområde. Vinproduktion blev muliggjort, da en større oversvømmelse fra en af områdets større floder skabte nogle meget frugtbare jordstykker med undergrund specielt velegnet til vinproduktion. Således produceres stort alle genrer af såvel røde som hvide vine. Mest kendt er de hvide Cabernet Blanc og Chardonnay nok, mens der på den røde side er flere druearter, der udmærker sig – også i internationalt perspektiv. Ganske enestående er det, at mere end 40 vinproducenter i områder har gratis smagning af stort set hele deres spektrum af vin til alle, der lægger vejen forbi. Området omkring Hawks Bay kaldes ikke uden grund New Zealands ”frugtbowle”. Foruden vin dyrkes stort set alle arter af frugt. Hertil kan man så ligge, at nogle af de bedste restauranter i New Zealand findes her. Det skærper naturligt interessen hos vin og mad entusiaster! Ifølge planen skulle vi i dag besøge 4 vinproducenter. Allerede første sted fik vi en forsmag på, hvad der ventede os. Således smagt vi 8 forskellige vine spændende fra hvide til røde, fra gewurztraumer til Chardonnay uden egefadslagring, fra Syrah til Pinot Noir over Carbernet Sauvignon. Hele registret var taget i brug. Dette overflødighedshorn af vintyper var kendetegnende for alle fire besøg. En del af det vi smagte havde producenten langt navn og ”kemi” til, mens selve druerne var blevet hentet op til Hawks Bay fra andre vinmarker i New Zealand (syd på nordøen eller på sydøen). Ulrik var hjemme fra vinturen igen ca. kl. 17.30. Aftensmad og leg på legepladsen med børnene. I morgen venter en længere køretur. Vi vil prøve, at tilbagelægge de ca. 350 km., der er fra Napier og ned til Wellington, hvor vi den 13. januar skal med færgen over til Picton på sydøen. Vi må forvente en køretur på ikke under 4,5 time. Turen skulle gerne tage os gennem bl.a. byen Dannevirke, som har et ikke ubetydeligt præg skabt af danske indvandrere gennem tiderne. Fredag, den 11. januar 2008. Dagen i dag viste vi for en stor dels vedkommende, ville foregå i bilen. Vi skulle transportere os fra Napier/Hawks Bay til Wellington, hvor vi på søndag den 13. januar skal med færgen over til sydøen. En tur på ca. 350 km. og ikke under 4,5 time. Vi startede ud lidt over 9 om morgenen. Første stop var sat til at være byen Dannevirke som sammen med Palmerston North er de to byer, hvor danskere gennem tiden har sat deres fodspor. Vejene var gode og vi nåede Dannevirke på under 2 timer. Vi gjorde et lille stop for at få tanket bilen og vores egne væske og maddepoter lidt op. Straks udenfor Dannevirke så vi en bygning, hvor der var såvel nyklippede får, som får der ventede på at blive klippet. Vi gjorde holdt ved bygningen og Ulrik gik ind for at se, hvad der foregik. Det viste sig, at det var en fåreklippestation. Klipperne havde frokostpause, da vi ankom, men ville starte igen efter ca. 30 min. Efter en snak med ejeren af farmen, fik vi lov til at kigge på dyrene samt overvære selve klipningen, når arbejderne startede op efter frokost. Inden de startede gik farmeren selv ud på marken sammen med sine 2 fårehunde, for at få alle de får der allerede var blevet klippet samlet i en fold. Et par pift efterfulgt af nogle korte kommandoer og hundene var i arbejde. Efter kort tid havde de fået samlet alle de nyklippede får i den ønskede fold, og farmeren kunne gå ned og lukke leddet. Ganske imponerende. Inden frokosten var forbi for fåreklipperne, talte vi med faderen til familien som alle var involveret i klipningen (Mauier). Han fortalte, at det tog ham ca. 1 min. at klippe et får. Derved kunne han klippe ca. 350-450 får om DAGEN! Pyha. For det fik han betalt NZD 3 pr. klippet får. Kunne det nu også være rigtigt, at det gik så hurtigt. Det fik vi syn for, da de 4 klippere genoptog arbejdet. Nøj, det gik stærkt. I takten til høj lidt teknoorienteret musik gik de i gang igen. Fat om fåret. Dens hoved mellem deres ben og så gik det stærkt. Det stakkels får nåede dårligt nok at finde ud af, hvad der var op eller ned, før den var helt ”nøgen” og blev skubbet ned af en stejl slisk, som førte den udenfor klippehuset. Herefter fat i det næste får. Sveden haglede af klipperne. Sådan står de dag ud og dag ind. Imponerende at de kan, da de ikke så specielt veltrænede ud. En rigtig skæg oplevelse, som ikke var opstillet for vores skyld, men var at fåreavl i virkeligheden foregår i New Zealand. Herefter fortsatte vores køretur gennem nogle fantastiske scener med høje bjerge omkring os over Palmerston North og ned til byen Levin. Her gjorde vi holdt for frokost samtidig med, at vi besøgte en stor legeplads, hvor børnene kunne bruge lidt kræfter. Egentlig havde vi tænkt os at køre hele vejen til Wellington i dag. Vejret var imidlertid godt og det var ved at være godt ud på eftermiddagen. Mette havde fundet et overnatningssted ned til vandet i en lille by ved navn Otaki. Vi kørte dertil og indlogerede os. Gik en tur ned til stranden for at bade, men den var ikke særlig lækker. Gik tilbage til pladsen, hvor stedets faciliteter blev studeret lidt nærmere og givet dumpekarakter. Vi forberedte aftensmad, som ikke var nogen succes. Her blev det for meget for Ulrik, som spurgte om vi ikke bare skulle bryde op og køre til Wellington. Vi kiggede lidt på hinanden og der var enighed. I løbet af 10 min. havde vi ryddet af, vasket op, pakket alt sammen og var på vej mod Wellington. Vi ankom til Wellington og vores campingplads for de næste to dage lidt efter 21.30. Det giver os mulighed for at se lidt af hovedstaden på New Zealand i morgen inden vi skal sige definitivt farvel til nordøen. Lørdag, den 12. januar 2008. I dag skulle vi bruge dagen på at se lidt nærmere på Wellington. Som by er den meget smukt beliggende ned til havet og op ad bjergene. Byen er relativt koncentreret, så det er muligt, at gå rundt og se det meste. Vi kørte af sted lidt efter kl. 10.00 for at se byens Nationalmuseum – Te Papa Tongarewa. Et byggeri til over NZD 1 mia. Imponerende beliggende helt ned til vandet, indeholder det meget naturligt en del om jordens skabelse og historie, da New Zealand selv som land er skabt ved en forskydning af plateaupladerne for mange år siden. Dette er også årsagen til, at havene mange steder omkring New Zealand er meget dybe! Med til dette hører naturligvis også en betydelig dækning af de jordskælv og vulkanudbrud, som New Zealand har været offer for op gennem tiden. Endelig havde museet en specialudstilling omkring hvaler, herunder arter, historiske udvikling samt nuværende bestand og forskning. Hvaludstillingen var krydret med skeletter samt gengivelse af en blåhvals hjerte i fuld størrelse. Det var noget Christian og Caroline kunne forholde sig til, da de kunne kravle ind gennem de store årer til hjertet og rundt inde i hjertet. Efter at have brugt nogle timer på museet (vi kunne have brugt mange flere), gik vi gennem byens indre for at tage en tur med Wellington Cable Car. En gammel jernbane, som i gamle dage transporterede folk fra det lavtliggende Wellington by og op til byområderne oppe i bjergene. Det var en sjov oplevelse af køre med den op, da udsynet over byen blev bedre og bedre for til sidst at lægge byen for vores syn. Da vi var kommet ned igen, skulle Ulrik prøve at finde en internet cafe for at opdatere hjemmeside. Det er nemmere sagt end gjort. Faktisk kan man uden at fornærme nogen kalde New Zealand et IT-mæssigt u-land!! Endelig lykkedes det. Imens besøgte Mette og underne igen Nationalmuseet for at se nærmere på de interaktive dele af udstillingerne. På vej tilbage til campingpladsen var vi nødsaget til at handle lidt ind for at have noget aftensmad. Efter aftensmaden havde vi booket en tur i spa-poolen. Det blæser temmelig meget hernede. Så gennem dagen i dag har vi talt en del om vores færgetur i morgen. Caroline vil flyve og gider slet ikke høre tale om, at vi skal sejle. Hun har bedt til gud flere gange for at få blæsevejret til at forsvinde til i morgen. Vi håber, at han har hørt hendes bøn. Færgen sejler kl. 10.35 med tjek ind 1 time før afgang. Søndag, den 13. januar 2008. Vi havde stillet vækkeur for at være sikker på at komme op i god tid til at komme ned til færgen. Dog vågnede vi noget før uret ringede. Efter morgenmaden var vi klar til ved 09.00 tiden at køre mod færgen. En køretur på ca. 10 min., så vi fik tjekket ind i god tid. Vejret til morgen var rimeligt, dog på ingen måde vindstille. Børnene incl. Mette havde taget en søsygepille for at modvirke det værste. Den første lille times sejlads var i lå, da det alene var sejladsen ud fra det inderste af bugten, hvor Wellington er placeret. Herefter var det direkte ud i Cook Strædet, hvor der er mere fart over såvel strømmen og bølgerne. Heldigvis for os fik vi bølgerne mest ind bagfra, så selvom færgen på ingen måde lå stille i vandet, så var det tåleligt. Åbenbart var sejladsens karakter ret sjælden. I hvert tilfælde var der en lokal, der sagde til os, at i de mange år hun havde taget færgen, havde hun aldrig oplevet en så stille tur. Puh ha vi ramte den ”rigtige” dag for overfarten. Børnene var så ”klare”, at de kunne spise frokost. Efter lidt over 3 timer var vi klar til at ligge til ved kajen i Picton. Dette efter en enestående sejltur ind forbi bjerge og vige. Ved ankomsten til Picton kørte vi mod Blenheim, som også er kendt som vindistriktet Marlborough. Børnene var faldet i søvn, så vi tænkte, at vi i al ubemærkethed kunne gøre holdt og tage en prøvesmagning hos en vinproducent. Som sagt så gjort. Vi klarede smagningen samt fortsatte uden børnene vågnede! Køreturen fortsatte mod Kaikura, som var målet for i dag. Turen var smuk og løb langs kysten det meste af vejen. Ca. 20 km. før Kaikura så vi noget underligt på stenene og i vandet ved vores side. Ved nærmere syn så vi en hel koloni af sæler. Vi gjorde holdt og vækkede børnene. Nu var det tid til at se på sæler. Vi gik ned at den stejle bakke ned til stenene. Sælerne var uberørt af vores tilstedeværelse. Vi gik tættere på. Så tæt som ½ meter stod vi fra dem, mens de enten sov eller solede sig videre. Et par gange kom vi lidt for tæt på, så viste de tænder og ”gøede” lidt af os, og vi trak os tilbage. Det blev til en hel del gode billeder. Efter at have set på sælerne kørte vi videre gennem det smukke landskab mod Kaikura. Vi fik tjekket ind på campingpladsen, hvor vi bestilte 2 overnatninger. Det er planen, at vi på en eller anden måde vil ud se hvaler. Det er praktisk talt det eneste denne by er kendt for. I morgen vil vi undersøge dette nærmere. Mandag, den 14. januar 2008. Fra morgenstunden fik vi undersøgt mulighederne nærmere for at komme ud at se på hvaler. Problemet med hvalerne er, at de ofte er ret langt ude fra kysten, hvilket vil sige mellem 7 og 15 km. Den mest almindelige version af en hvaltur foregår med båd. Den tager ca. 3,5 time. De to andre muligheder er med henholdsvis propelfly og helikopter. Da jeg var den eneste, der havde prøvet at flyve helikopter, blev dette løsningen for os. Normalt ville vejret have været en afgørende faktor, men jeg tror faktisk, at selv Christian og Mette ville have klaret en sejltur i dag. Rimeligt fladt vand og god sigtbarhed. Anyway, vi aftalte med helikopterfirmaet, at vi skulle være nede hos dem omkring kl. 13.00. Christian og Caroline var helt oppe og køre over at kunne se hvaler samt naturligvis ikke mindst det at skulle flyve helikopter. Formiddagen brugte vi på at lege lidt på legepladsen samt køre ud til en sæl koloni straks uden for byen. I det område, hvor der var nemmest adgang, ville det være en overdrivelse at kalde antallet for en koloni. Vi kunne dog se, at der længere nede ad kysten var mange flere sæler, der solede sig på stenene. Alt i alt dog ikke så overvældende, som den oplevelse vi havde på vej hertil i går. Måske var det ”overraskelsen” i går, der var det største! Noget tid før kl. 13.00 var vi klar nede ved helikopterpladsen. Vi blev anbefalet en tur på 40 min. da hvalerne øjensynligt var længere ude i dag. Efter den grundlæggende introduktion til sikkerheden samt typen af hvaler vi kunne forvente at se, kunne vi høre vores pilot lande med en anden helikopter. Han skulle så bare lige klargøre vores inden det var afgang. Lidt om hvalerne. De hyppigst forekomne hvaler i dette område er Spermhvaler. Den rangerer blandt de 3 største hvaler i verden sammen med blåhvalen og finhvalen. Hvor de to andre bruger barder til at sortere deres føde, har spermhvalen faktisk tænder, hvilket gør den til den største hval, som faktisk bruger dens tænder i forbindelse med indtagelse af føde. Området her huser primært unger og hanner. Baggrunden herfor er, at området omkring kysten er meget dybt (op til 2,5 km.) samt at strømmene grundet denne dybde fører en masse føde med sig. Denne overflod af mad er nødvendig for at føde en voksen han spermhval, da den kan veje op mod 60 tons og tage en længde op over 20 m. Hunnerne derimod er noget mindre, hvilket vil sige op omkring 20 tons. Forventningerne var kæmpestore, da helikopterens rotorer begyndte at dreje, og den langsomt og roligt begyndte at hæve sig fra jorden, løfte halen i vejret, og med stort kraft accelerere ud over havet. Alle havde fået ørebeskyttere på. Mette og jeg kunne tale samme over samtaleanlægget, mens Christian og Caroline måtte kommunikere via tegnsprog og fagter. Med en hastighed på over 200 km/t fløj vi et stykke langs bugten, hvor vi tidligere på dagen havde set sæler, og ud mod det store åbne hav. Under os kunne vi se hvalbådene snegle sig af sted på vej mod samme mål som os, nemlig at se hvaler. Piloten søgte rundt. Vi spejdede alle sammen efter hvaler eller andre dyr. Hvaler er normalt max. 5 min. ved overfladen for at ilte deres blod. Herefter dykker de ned (det berømte halesplash) og kan være nede i over 1 time. Så afhængig af antallet af hvaler og timingen med ens tur, kan det lade sig gøre ikke at se nogen hvaler. Sådan gik det heldigvis ikke for os. Vi fandt efter nogen søgen en spermhval. Anslået størrelse omkring 16-17 meter. Helikopteren kredsede i en højde på ca. 150 m. over den, mens den var på overfladen. Først i lille dyk 2 meter under vandoverfladen for at vende tilbage til overfladen efter en sidste mundfuld luft, rundt med den store krop og op med halen. Lige efter bogen og ret enestående. Specielt fra luften midt ude på havet. Det var tid til at flyve hjemad igen. På vejen ind passerede vi 2 hvalturbåde, som havde fået placeret sig på hver sin side af en hval, der var oppe for at trække luft. Desværre var vores tid ved at være udløbet, og der var ikke tid til også lige at kigge på denne hval. Vi fik set, hvad vi kom efter. Kombinationen af helikopterflyvning og det at se hvaler, var fantastisk og vil helt sikkert være brændt på vores nethinde nogle dage endnu. Resten af eftermiddagen blev brugt på pladsen, hvor der var tid til at bade. Herefter gik vi en tur ned i byen. Efter de sidste dage at være kommet lidt tættere på sælerne end normalt, har vi talt om at undersøge mulighederne for at svømme med dem i deres eget miljø. Afhængig af prisen for dette, kan dette være en mulighed inden vi i morgen drager videre på vores tur mod Christchurch. Tirsdag, den 15. januar 2008. Det var i dag vi skulle videre fra Kaikoura efter vores hval oplevelse i går. Området her er kendt for deres sælkolonier, så vi tænkte, at vi ville prøve at svømme med dem i deres eget element – vandet. Derfor havde i går booket en tur, hvor vi i ca. 1,5 time ville være i vandet med sælerne omkring os. Vi skulle være hos firmaet, der arrangerede turen kl. 09.15. Alle der skulle med på turen, blev ført ud i baglokalet, hvor det blev udleveret våddragter af god tykkelse samt hovedbeklædning, svømmefødder samt dykkermaske. Vandet her i området er p.t. ca. 16 grader. Som på en tidlig dansk sommerdag!! Christian og Caroline fik henholdsvis 3 og 4 våddragter på for at holde varmen. De lignede små Michelinkopier. Herefter af sted mod stranden, hvor båden vi skulle transporteres i ventede. Det er værd at bemærke, at turen med båd varede 5 min. og var langs kysten uden chance for søsyge. Turen i båden gik også fint. Da vi skulle i vandet sammen med vel ca. 50 sæler, der legede rundt i området, var det som om, at der gik panik i både Christian og Caroline. Pludselig ville de ingenting og begyndte at klynke og græde. Dette selvom sæler sprang rundt og legede om ørerne på dem, der allerede var kommet i vandet. Vi fik dem omsider med i vandet, men desværre var der kun korte øjeblikke, hvor de egentlig bemærkede sælernes tilstedeværelse. Pludselig var de søde sæler blevet til ”lorte-sæler”. Og turen var blevet forvandlet til en ”fucking-lorte-tur”. Det gik så galt, at én af de ansvarlige personer fra firmaet måtte sejle os tilbage før tid, fordi ungerne sad og skreg hysterisk. Øv, øv og 3 gange øv. Heldigvis nåede Mette og jeg, at være lidt i vandet med sælerne. Men slet ikke i det omfang vi egentlig ønskede det. Tilbage på land igen fik vi et varmt bad og gjorde os klar til at køre videre mod vores næste mål Hanmer Springs, som bl.a. er kendt for deres spabad. Turen dertil tog vel et par timer og var over bjergtoppe og gennem dale. Vores benzin var ved at slippe op, da vi havde glemt at tanke op inden afgangen fra Kaikoura. I en lille flække fandt vi et mindre udsalg af benzin og diesel, som var gemt godt af vejen. På daværende tidspunkt havde vi omkring 2 liter tilbage i tanken. Dette vel og mærke i et område, hvor der kan vores 50-100 km. mellem byer med størrelse nok til at have salg af benzin og diesel. Ved ankomsten til Hanmer Springs fandt vi let vores campingplads. Det var sidst på eftermiddagen. Alligevel trængte vi alle til en svømmetur. Derfor gik vi op i ”byen” for prøve spa-badet. Nøj, det var lækkert. Kolde og varme bassiner blandt hinanden krydret med diverse rutchebaner til børn og barnlige sjæle. En bedre udgave af Lalandia under naturlige forhold. Lige hvad vi trængte til. Efter et par timer i spa-området købte vi ind til aftensmad. Vi grillede på pladsen. Christian og Caroline fandt et par danske børn, som de kunne lege med. Så der blev leget på dansk resten af aftenen. Onsdag, den 16. januar 2008. En dag, hvor vi hverken skulle køre eller se noget. Dagen i dag var helliget badeland i Hanmer Springs. Da de åbnede kl. 10.00 stod vi klar for at få en god plads samt liggestole. Der blev badet stort set fra vi kom til vi tog hjem igen. Christian og Caroline fandt hurtigt de danske børn, som de havde leget med på legepladsen aftenen før. Vi faldt i snak med deres forældre. Det betød, at vi voksne havde en rigtig soldag, hvor børnene ikke skulle underholdes. Så dagen gik med at vandre mellem de forskellige termiske bade med varierende temperaturer og liggestolen. Denne rute var alene afbrudt af gangen til iskiosken. Det er godt nok længe siden, at vi har haft en drive-dase dag som denne. Lidt før kl. 18.00 kunne vi faktisk ikke holde ud at være der mere, da solen i løbet af dagen havde fået afleveret en god portion rødlig glød til os alle. Vi gad ikke lave mad, så vi spiste på en restaurant ved siden af campingpladsen. Her fik vi kød, sov og kartofler. Lige noget ungerne kunne bruge! Tilbage på pladsen havde vi aftalt med forældrene til de danske børn, som Christian og Caroline legende med, at de skulle komme forbi og få en øl og et glas vin. Vi faldt fint i snak mens ungerne legede, så den blev næsten midnat inden de fortrak til deres telt. Ja, så føler man sig helt privilegeret at kunne rede sengen i camperen!! Torsdag, den 17. januar 2008. Dagen i dag var den sidste, hvor vi skulle transporteres fra et sted til et andet i camperen. Turen fra Hanmer Springs til Christchurch var forventet at ville tage ca. 2 timer. Det kom til at holde fint stik. Inden vi kørte fra Hanmer Spring nåede vi lige et slag minigolf på en bane, der var konstrueret som en gammel guldgraverby. På vejen mod Christchurch kørte vi forbi et vinområde. Da ungerne var faldet i søvn, benyttede Mette og jeg igen lejligheden til at smage på lidt forskellige vine. Det er herligt bare at kunne gå ind fra gaden, og blive mødt med åbne vinflasker og glas parat. Ved ankomsten til campingpladsen i Christchurch fik vi aftalt med dem, at vi kunne lade camperen stå her i 3 dage, mens vi selv i morgen drager med fly til Queenstown. Sidst på eftermiddagen gik vi en tur til et nærliggende shopping center, hvor der blev købt lidt ind af deres førende mærker inden for badeshorts og bikinier. Quicksilver og Billabong er de store mærker hernede. De fås til rimelige priser i forhold til hjemme i Danmark. Aftenen blev ikke ret lang, da specielt ungerne har brug for noget søvn. Ved 9 tiden blev de lagt i seng. I morgen bliver vi hentet af en taxi kl. 06.15. Her starter det sidste eventyr på vores lange rejse – Queenstown og Milford Sounds. Fredag, den 18. januar 2008. Hvad fanden er det for en larm. Klokken er kun 05.30 og vi har ferie. Nåh ja, vi skal jo af sted til Queenstown i dag og vores taxa kommer om under en time. Vi fik ryddet op i bilen, ungerne i tøjet samt flyttet bilen hen på en teltplads, hvor vi havde fået lov til at parkere den, mens vi var væk. Taxaen var der præcis på minuttet. Selve turen til lufthavnen tog ca. 15 min., så vi var i god tid. Én af årsagerne til at flyve til Queenstown var, at vi ville undgå for megen bjergkørsel med vores camper. Hvad det var for et terræn vi ville havde været udsat for, fik vi en god fornemmelse af, da flyet begyndte sin nedstigning mod Queenstown. Området mindede om flyvning over alperne plus lidt ekstra på toppen. Her fra luften fik vi en god fornemmelse af vidderne igen med reference til filmen om Ringenes Herre. Man kan definitivt se, at denne film kun kan være optaget i New Zealand. Indflyvningen til Queenstown fra speciel. Grundet de store bjerge, der omgiver selve byen og lufthavnen, foregår indflyvningen noget uroligt og med nogle kraftige krængninger af flyet. Forbi et bjerg. Kraftig drejning til den ene side. Igen en drejning. Utroligt, at de formår at få de store metalfugle til at lande uden problemer selv i så bjergfyldt landskab. Vel på jorden i Queenstown lufthavn fik vi vores bagage og gik ud for at tage en taxa til vores hotel. Klokken var på daværende tidspunkt knap 08.30. Efter 15 min. var vi på hotellet. Desværre kunne de ikke finde vores booking, hvorfor panikken så småt begyndte at brede sig. Det lykkedes dem aldrig at finde den. Grundet denne forvirring blev vi opgradet og fik således en helt ny lejlighed med 2 værelse, 2 badeværelse samt en kæmpe opholdsstue. Herudover naturligvis en stort køkken med hele 2 opvaskemaskiner. Det var næsten for meget luksus for os efter knap 1 måned i fællesskab med vores campervan. Udsigten til 3 overnatninger her er en stor glæde for hele familien. Queenstown som by beskrives af de fleste, som én af de mest travle byer på hele New Zealand. Baggrunden herfor er, at stort set alle aktiviteter (især ekstrem aktiviteter) kan dyrkes her året rundt. Om vinteren valfarter skientusiaster fra hele denne side af jorden hertil for at stå på ski i de enorme bjerge, som omgiver Queenstown og omegn. Om sommeren bruges Lake Wakatipu, som byen ligger ved, til alle former for aktiviteter på vand. Paragliders bruger opdriften fra bjergene til at hænge i luften over områder i timer. Folk med hang til at udfordre højder tager hertil for at prøve kræfter med et bungy jump, som er ikke mindre end 134 meter over jorden. Altså lidt for enhver smag. Selvom vi ikke var på jagt efter nogen form for ekstrem udfoldelse, gik vi kort efter vores ankomst ned i byen for at få noget morgenmad. Forinden havde vi lejet en bil, så vi kan komme rundt i området. Vi planlægger ikke lange udflugter, da vi allerede har booket os ind på bl.a. turen til Milford Sounds. At have bilen stående giver bare en dejlig følelse af frihed til at køre, hvis vi måtte få behov for det. Efter morgenmaden slentrede vi lidt rundt i byen og området omkring havnen. Vi var enige om, at det vi indtil videre havde set af Queenstown gjorde byen til den klart mest spændende by af alle de byer, vi har besøgt på New Zealand. Således er vi glade for, at vi ikke blot valgte at droppe turen herned grundet den besværlige køretur med camperen. Turen rundt i byen bragte os på et tidspunkt tæt på gondolen, som fører op til dels en restaurant, paragliding samt en form for go-cart bane kaldet luge. Vi blev enige om, at tage med gondolen op og bruge nogle timer med udsigt over Queenstown og omegn. Selve gondolen var meget stejl. Den bringer én ca. 800 meter over jorden på ca. 450 meter. Udsigten over området bliver for hvert sekund turen varer bare smukkere og smukkere. I solskin og blå himmel, som vejret har været i dag, er denne oplevelse ubeskrivelig smuk. Ingen af os har nogensinde før set noget lignende andre steder. Billederne vi har taget, fortæller kun en lille del af de indtryk, der samler inde i hovedet. Vel oppe på toppen prøvede vi denne go-cart lignende bane. Med en længde på 800 meter og et pænt fald over hele banens længde, kom der god fart på. Vi prøvede alle et par ture. Mette og jeg skiftedes til at køre med Caroline. Vi prøvede noget lignende i Singapore, men denne her bane er noget mere vild. Ned med gondolen igen. På vejen fra lufthavnen blev vi af taxa chaufføren anbefalet at køre over til en dyrepark, som er etableret på et bjerg ca. 10 km. fra selv Queenstown by. Da eftermiddagen stadig var ung, besluttede vi os for at besøge dette sted. Bjerget, hvor dyreparken lå, var samtidig en rimelig stor location for scener brugt til Ringenes Herre. Det var en sjov oplevelse af være i parken, som ikke minder om andre steder man nogensinde har besøgt. Ikke så meget på grund af dyrene, da de egentlig var temmelig ordinære. Men kombination af dyrene og det at befinde sig på små grusveje højt oppe på et bjerg med udsigt til et hav af andre bjerge samt Queenstown by for vore fødder, var en ganske speciel oplevelse. På bjerget var der mange fritgående hjorte og kronvildt. De var helt tamme og kom hen og spiste foder, som vi havde købt på forhånd. Børnene synes det var lidt vildt at stå side om side med en stor ”bambi”. Nede igen og tilbage i lejligheden blev det lige tid til en halv times afslapning, inden vi gik ud for at spise aftensmad. Hjemme igen i lejligheden før 8, og så var det sengetid for 2 gennemtætte børn. Igen i morgen skal vi tidligt op. Vi bliver hentet kl. 07.40. Så begynder køreturen til Milford Sounds. En tur på knap 300 km. ad kringlede veje. Heldigvis vil det være en erfaren chauffør, der skal køre for os. Hvis vejret bliver ligeså godt som i dag, er der gode chancer for, at den flyvetur vi har booket retur til Queenstown fra Milford Sounds bliver til noget. Det bliver helt sikkert en enestående oplevelse at se det hele fra oven. Lørdag, den 19. januar 2008. Igen en dag, hvor vi skulle tidligt op. Uret ringede kl. 06.30. Tids nok til at vi kunne nå at smøre nogle sandwich til frokost, få børnene op og i tøjet samt spise morgenmad. Kl. 07.40 stod vi uden for som aftalt. Vi var meget spændte på, hvor mange andre, der skulle med på turen, da aftalen med tur firmaet var, at vi fik Caroline med gratis (også flyveturen hjem), hvis vi kunne have hende på skødet både ud og hjem. Heldigvis var bussen kun ca. halvt fuld, så der var masser af plads. Vi var dermed klar til at påbegyndte denne lange dag. Bussen vi skulle køre i var ny og i tip top stand. Sæderne var forskudt i forhold til hinanden, så alle bedre kunne se ud på sceneriet undervejs. Endvidere var der ud over almindelige vinduer også vinduer over vores pladser hele vejen ned gennem bussen for at give bedre udsigt opad. Vores chauffør var kvinde og det skulle vise sig, at du vidste rigtig mange ting om New Zealands natur. Derudover var hun en rigtig god fortæller. Turens første stop var Te Anau efter ca. 2 timer og ca. 170 km. En lille ”stop på vejen til Milford Sounds” by, som i sig selv ikke er særlig interessant. Byen har en sø – Lake Te Anau – som er én af de største og længste søer på New Zealand. Turen til Te Anau var den første times tid noget kringlet og jeg gned mig flere gange i hænderne ved tanken om, at jeg ikke sad bag rettet. Chaufføren, som jo havde kørt turen masser af gange, gav den imidlertid rigelig med gas. Den sidste time mod Te Anau var ”flad” og ville have været nem at køre. Det vi kørte igennem var primært fladt land, hvor der blev holdt får, kvæg samt hjorte. Specielt sidstnævnte er en stor industri i dette område af New Zealand med eksport til hele verden. Efter et kort stop i Te Anau, var vi igen klar i bussen til at fortsætte de sidste ca. 150 km. mod Milford Sounds. Terrænet omkring os blev hurtigt mere kuperet og umiddelbart herefter direkte bjergagtigt med hvad dertil hører af køremæssige udfordringer. Som passager i bussen var turen meget flot med kæmpe bjerge, der tårnede sig op umiddelbart foran os efterfulgt af søer og floder, der på smukkeste vis spejlede bjergene i deres blanke overflade. Vi gjorde flere foto-stop undervejs på denne sidste etape af køreturen. De sidste små 100 km. var med konstant sceneskift. Dog var bjergene kommet for at blive og udgjorde konstant en flot kulisse til alle de øvrige naturoplevelser. Bussen var fremme ved Milford Sounds kl. ca. 12.45 efter små 4,5 effektive timer i bussen. Vores bådtur rundt i fjordområdet skulle starte kl. 13.15. Bådturen var én lang oplevelse med sejlads for fødderne af kæmpe bjerge, vandfald, lodrette klipper etc. Ingen af os har nogensinde set noget lignende. Undervejs på turen sejlede vi ud gennem det yderste af fjorden og ud i det Tasmanske Hav, som har ry for at være noget af det vildeste, der findes. Heldigvis for os var dagen i dag en af de MEGET sjældne i området med blå himmel og moderat vind. Specielt sidstnævnte ændrer sig hurtigt. Således fortalte kaptajnen, at der under formiddagens tur havde været 20 sekundmeter vind ved udsejlingen, hvilket havde afstedkommet en del søsyge blandt passagererne. På vores tur var alt fryd og gammen. Dette indbefatter ligeledes vores familie. Turen tog ca. 2,5 time. Ved tilbagekomsten til havnen blev vi mødt af vores buschauffør, som fortalte, at flyveturen hjem var OK, så vi skulle gå umiddelbart videre til lufthavnen ca. 10 min. gang fra havnen. Yes, vi var på! Ved ankomsten til lufthavnen var det første vi så 2 små 8 personers propelfly stå parat til afgang. Tendens på denne tur har været, at de fly vi har fløjet med bare er blevet bare mindre. Vi ”tjekkede ind” og var efterhånden klar til afgang. I flyet var der et par fra Seattle/USA og deres 2 børn. Ud på startbanen, lidt mere fart på propellerne og vi var i luften. Sådan da. Turbulensen mellem disse høje bjerge gjorde, at mens piloten forsøgte at få højde på flyet for at undgå at støde ind i de omkringliggende bjerge, så var der nogle voldsomme lufthuller, hvor man tænker ”det var så det liv” og ”hvorfor skulle vi også flyve”? Brune underbukser havde været bedre på en dag som denne, end de hvide jeg havde på!! Efterhånden fik flyet mere højde. Der var dog stadig ”huller” ligesom flyet reagerede som en æggeskal, der sejler i oprørt hav! Selvsagt ikke en særlig hyggelig fornemmelse. Det blev dog bedre efterhånden som flyet kom over bjergene. Der gik dog et stykke tid inden man kunne læne sig hen mod vinduet for at beundre det smukke sceneri uden at tænke på, hvordan flyet mon ville klare et fald mod bjergene!! Det er ikke muligt at sætte ord på det syn, der fulgt os hele vejen under den 40 min. lange flyvning mod Queenstown. Billederne vi har taget, må stå for sig selv. Landing i Queenstown og tilbage i lejligheden ca. kl. 17.45. Ca. 3 timer før forventet hjemkomst med bussen. En lang men også på alle måder helt ubeskrivelig dag. Vi melder os nu i rækken af turister og besøgende til Milford Sounds, der ganske enkelt ikke har flere ord. Interesserede må ikke snyde sig selv for denne enestående oplevelse. Søndag, den 20. januar 2008. Dagen i dag skulle byde på mange forskellige oplevelser. Vi stod først op, da vi naturligt vågnede. Det var dejligt, da alle vist trængte til et få nogle timer på øjet i en god seng! Efter et solidt morgenmåltid bestående af bacon og æg, var vi klar til det første af dagens mange udflugtsmål. Turen skulle gå til en gammel guldgraverby ved navn Arrowtown. Byen ligger ca. 15 min. kørsel uden for Queenstown. By er måske lige at tage munden for fuld. Én gade, hvor ligger nogle få butikker, det var hvad vi fandt. Bygningerne lignende noget fra 1850’erne og var holdt i flot stand. Det gav et godt indtryk af, hvordan byen måtte have været tilbage i de gamle guldgraverdage. Guldet blev dengang vasket fra den flod, der løber gennem byen. Næste stop på turen, var der hvor Bungy Jump første gang blev lanceret på en organiseret måde. Springet finder sted fra en bro ved navn Kawarau Bridge beliggende ca. 20 km. uden for Queenstown. Selve springet er ca. 43 meters frit fald. Man kan så vælge, hvorvidt man vil ”dyppes” i floden eller ej. De fleste af dem vi så springe, valgte at blive ”dyppet”. Vi stod længe og overvejede, men ingen af os turde. Det var dog også sjovt at se andre springe. I Arrowtown havde jeg fået udleveret en kort over alle vinproducenter i Central Otago området. Området er specielt kendt for sine Pinot Noir vine, som høster internationale priser på stribe. En dansk journalist havde lavet en artikel, som jeg læste inden vi tog hjemmefra. Her roste han flere af producenterne i området til skyerne. Mange af disse vine kommer aldrig uden for New Zealand, da produktionen er yderst beskeden. Derfor ikke det store behov for eksport. Én af de mest roste producenter er Felton Road. Fra bungy jump broen var vi kun ca. 40 km. fra dette fantastiske vinområde, så jeg fik overtalt familien til, at vi kunne køre dertil. Turen dertil gik fint ad gode og ikke for snoede veje. Ved ankomsten til området er det svært at forstå, hvordan det overhovedet er muligt, at dyrke så høj kvalitetsvin i et område med så høje bjerge og stenet jord. Hemmeligheden er, at der er meget varme dage og meget kolde nætter, hvilket øjensynligt skulle være områdets ”hemmelighed”. Vi fandt nemt Felton Road, hvor der ligger flere producenter. Målet var jo producenten Felton Road, så vi kørte målrettet efter deres vingård. Til stor skuffelse var de lukket. Jeg prøvede at ringe til dem (efterlod besked på deres telefonsvarer), forcere et hegn for at komme op til vingården. Alt var forgæves. Jeg traf ikke et eneste menneske, der ville være i stand til at lade mig smage/købe denne kongevin. Lidt skuffede kørte vi hen til én af de andre producenter på vejen Felton Road. Vi startede hos producenter Olssens, som ligger lige over for Feldon Road. Her gennemgik vi hele smagsmenuen og sluttede af med Pinot Noir fra 2006. Jeg dristede mig til at spørge, om de havde mere 2005 tilbage, som de solgte af. Det skal siges, at 2005 er én af de bedste og samtidig mindste årgange i Central Otago, hvilket kan ses på prisen. Til min store overraskelse havde stadig en lille smule tilbage. Endda af deres topvin, som har vundet et hav af internationale priser – foran Felton Road vel og mærke!! Jeg købte 2 flasker, som jeg vil trække op en dag, hvor vi får nogle meget vininteresserede gæster. Til den pris jeg betalte, bliver det ikke ret mange, der kommer i betragtning til en smagning. Inden vi kørte fra området nåede vi også lige en anden producent – Mt Difficulty Wines. Deres Pinot Noir var ikke af samme klasse, så vi kørte hurtigt videre. På vejen tilbage til Queenstown kørte vi forbi et gammelt guldgraverområde ved navn Kawarau Gorge Mining Centre. Vi købte adgang til området, hvor vi gik på en sti gennem et gammelt guldgraverområde. Det var muligt at se minerne samt hvordan de boede dengang tilbage i det sene 1800-tal. Gåturen var meget varm, da den foregik i 35 graders varme uden nogen form for skygge. Udbyttet af turen var ikke ret høj, da vedligeholdelsen af området lod en del tilbage at ønske. Tilbage i Queenstown kørte vi direkte ned til byen for at lave lidt shopping. Ulrik købte endnu en flaske 2005 Pinot Noir fra producenten Rippon Vineyard. Ifølge butikken skulle den kunne måle sig med Felton, Olssens og de andre tunge drenge i Central Otago. Vi købt pizzaer med hjem for at spise tidligt aftensmad. Efter aftensmaden kørte vi ned for at spille minigolf på en indendørsbane nær gondolen. Vi kiggede derind forleden dag og blev ganske imponeret. Temaet for de 18 huller er forskellige ting i og omkring Queenstown. De enkelte baner er fyldt med elektronik og små sjove detaljer. Bl.a. skal man spille et ”gondol hul”, hvor bolden skal spilles ind i gondolen, som så bringer bolden videre til næste etape af denne bane. Sådan er alle banerne bygget op. Selvom der kun er 18 huller, står der ved indgangen, at man bør sætte mininum 1,5 time af til at spille dem alle. Efter minigolfen nåede Christian og Ulrik lige en badetur i søen. Nøj, det var koldt. Ca. 16 grader. I morgen skal vi tilbage til Christchurch. Vi er alle enige om, at turen og opholdet i Queenstown har været noget af det bedste vi har oplevet på hele turen! I morgen er også lig med indflytning i camperen igen. Øv, nu havde vi lige vænnet os til luksus igen! Mandag, den 21. januar 2008. Så blev det desværre dagen, hvor vi skulle sige farvel til Queenstown og vores dejlige luksuslejlighed. Vores fly havde planmæssig afgang kl. 10.20. Hernede er indtjekning til indenrigs 30 min. før afgang. Vi kom til lufthavnen i den bil vi havde lejet, så sparede vi da den taxa. Vejret i Queenstown var skyfrit og varmt fra morgenstunden. Det betød, at flyvningen mod Christchurch var fantastisk flot over bjergene. På vejen fløj vi forbi Mt. Cook, som vi jo desværre ikke fik set helt tæt på grundet den ændrede rute. Flyveturen til Christchurch varede sølle 30 min., hvilket skal ses i forhold til forventeligt en hel dags kørsel med camper. Et godt bytte. Tilbage i Christchurch tog vi en taxa til campingpladsen, hvor vores camper havde stået de sidste 3 dage. Alt var som da vi forlod det. Vi fik handlet lidt ind og kørte derefter til en strand ca. en halv times kørsel nordpå. Der blev surfet og badet selvom vandet var noget koldere end vi havde været vandt til. Mens Christian og jeg badede rundt, var vandet begyndt at stige. Det betød desværre, at Mette, Caroline og ikke mindst alle vores ting blev oversvømmet, mens de to lå og solede sig. Det kom som lyn fra en klar himmel, så der var ikke rigtig nogen mulighed for at reagere. Surt, alt vådt. Heldigvis nåede vi at bjerge MP3’er, punge samt kamara. Tilbage på campingpladsen var det tid til at forberede aftensmad. Der er ikke de store planer for i aften. Vejret er ikke så fantastisk i dag, så mon ikke det bliver til lidt højtlæsning og yatzy inden for inden det er tid til godnat. I morgen planlægger vi en tur til byen Akaroa. Efter sigende et smukt område beliggende ca. 100 km. fra vores campingplads. Det bliver dermed den definitivt sidste lange tur med camperen inden den skal afleveres på onsdag formiddag. Mette og jeg er enige om, at vores hukommelseskort er ved at være fyldt op. Ingen af os har noget som helt imod udsigten til at skulle hjem på fredag. Det er dejligt at være ude og opleve, men efter små 2 måneder, bliver det dejligt igen at sove i sin egen seng, være på toilettet for sig selv uden andre, der prutter på nabotoilettet samt ikke at vente i kø for at få et bad. Hverdagens små trivialiteter, som der efter længere tid igen sættes stor pris på. Tirsdag, den 22. januar 2008. Dagen i dag vil ikke overgå i historien, som én af de bedste dage vi har haft på ferien. Det startede da ellers godt med godt vejr fra morgenstunden. Vi havde i dag planlagt den absolut sidste udflugt i vores camper. Turen gik til Akaroa ca. 100 km. syd for Christchurch. Formålet med denne tur var at se den pingvinkoloni, der var i byen. Inden vi kørte af sted rådførte vi os med receptionen på campingpladsen omkring muligheden for at se pingviner. Alt blev meldt OK og vi kørte håbefulde af sted mod Akaroa. De første ca. 70 km. var nemme og hurtigt overstået. Så kom bjergene. Nu gik det noget langsommere, da mange sving kun kunne køres med ca. 25-30 km/t. Ved ankomsten til Akaroa opsøgte vi informationscentret for at høre, hvor disse pingviner kunne beskues. Personen i receptionen kiggede på mig, som om jeg var fra en anden planet. Pingvinerne var der godt nok. Pingvinkolonien var imidlertid på den anden side af bjergene modsat af der hvor vi kom fra. Problemet var, at dette sted var privat ligesom det alene var eget til kørsel med 4WD. Den eneste organiserede tur derud var med afgang kl. 19.00 om aftenen. Klokken var på daværende tidspunkt lidt over 11 om formiddagen. Vi overvejede lidt vores situation, da det ville være ensbetydende med dels en ventetid på 6 timer samt ikke mindst, at vi først ville være tilbage i Christchurch omkring midnat. Mens vi overvejede, hvad vi skulle gøre, begyndte det at regne. Dermed var beslutningen truffet. Vi kørte fra Akaroa tilbage mod Christchurch med uforrettet sag. Øv. Ikke mindst ungerne var skuffede. Regnen silede nu ned og sådan fortsatte det hele vejen hjem. Vi besluttede at besøge et outlet med mærkevarer. Det var på niveau med TTU, så det var ikke engang muligt, at foretage nogle ”trøstekøb”. Igen kørte vi med uforrettet sag. Regnen silede stadig ned. Næste stop var et indkøbscenter, hvor vi dels skulle købe lidt aftensmad samt finde en internet cafe, hvor vi kunne opdatere hjemmesiden. Internet cafeen, der var vist på vores kort var imidlertid nedlagt, så endnu et nederlag. Og det regnede stadig. Hjemme på campingpladsen silede regnen stadig ned. En ringe trøst er det, at dem i telt har det noget værre end os. Ringe trøst for, hvor er et camperliv røvsygt, når man ikke kan være udenfor. Heldigvis er det kun denne ene dag, hvor regnvejret har ødelagt en feriedag. Christian fandt en dansk legekammarat, mens Caroline måtte nøjes med mor og far. Da vi gik i seng regnede det stadig. Dagen i morgen kan umuligt blive dårligere. Camperen skal afleveres i morgen, hvorefter vi flytter på hotel de sidste 2 dage før det atter går hjemad mod Danmark. Det betyder samtidig, at alt vores ”happengut” skal pakkes ned før camperen kan afleveres. Onsdag, den 23. januar 2008. Vi stod i dag op til vores sidste dag i camperen. Efter morgenmaden legede vi en co-cart til ungerne, mens vi pakkede alle vores ting ned. Det gik let og smertefrit og omkring kl. 10.30 var vi klar. Første stop i dag var Anarktis Centret, som ligge lige ved siden af, hvor vi skal aflevere bilen. På centret fik man en introduktion til livet på anarktis samt dyrelivet dernede. Bl.a. var der lavet en kunstig snestorm i et rum, hvor der var rigtigt sne. Rummet var kølet til -8 grader, hvorefter der blev skruet op for en kunstig storm, hvilket bragte temperaturen ned til ca. -20 grader. Selvom vi have fået en jakke udleveret, så havde vi stadig korte bukser på, så det var en kold men også sjov oplevelse. Derudover fik vi endelig set pingviner på tæt hold. Ellers var oplevelsen på dette højt profilerede center noget skuffende. Vi kørte herefter hen til Maui, hvor vores bil skulle afleveres. Der var masser af biler foran os, men alligevel havde vi tømt bilen, fået standen godkendt m.v. og klar til afgang på ca. 30 min. Næste stop var hotellejligheden, som vi skulle tilbringe de sidste 2 nætter i. Lejligheden var OK uden at være prangende. Køkken, bad og 4 senge, som jo reelt er hvad vi har brug for. Herefter gik vi ned i byen og kørte nogle ture med sporvognen, som kører en fast rute rundt i centrum af Christchurch. Efter en sen frokost gik vi lidt rundt i byen. På et tidspunkt var vi nede ved floden, der løber gennem byen. Der var en dame, der sad og fodrede ænder, så vi gik hen til hende. Det viste sig, at der foruden ænder også var KÆMPE ferskvandsål samt store regnbueørreder i floden. Ålene kom helt hen til kanten, hvor vi sad, og stak hovedet ud af vandet for at få brød. En helt igennem syret oplevelse. At fodre ål har jeg aldrig hørt nogen gøre!! Sidste på eftermiddagen opdaterede Ulrik internet, mens Mette og ungerne gik lidt rundt i byen. Vi spiste aftensmad inde i byen og tog tram’en hjem. Christian og Ulrik løb en tur i den nærliggende park, før det var tid til godnat. Torsdag, den 24. januar 2008. Da vi slog øjnene op til denne vores sidste dag, før den lange rejse hjem påbegyndes, regnede det. Faktisk har det være kendetegnende for vores ophold i Christchurch, at det har været overskyet/regnet fra morgenstunden, klaret op midt på dagen for at slutte med blå himmel og solskin. Dagen i dag var også sådan én af slagsen. Efter morgenmaden – Mette havde hentet brød hos den danske bager i Christchurch, gik vi ned til busstationen, hvor vi tog bussen ud til et nærliggende shoppingcenter. I centret prøvede vi hårdt, at finde noget vi kunne købe og tage med hjem. Det lykkes for Christian, Caroline og mig i en Quicksilver/Roxy butik. Indkøbet var dog i småtingsafdelingen rent beløbsmæssigt. Vi spiste frokost i centret, hvorefter vi tog tilbage til byen. Her fodrede vi ænder, ørreder samt ål igen. Ulrik tog een af ålene i et ”ålegreb”, som gjorde det muligt, at få den på land. Det kunne den ikke lide!! Caroline blev bange og Christian synes det var synd. I den resterende del af ”fodringen” var det meget begrænset, hvad vi så til ålene. Det havde åben bart rygtedes, at det var med at holde sig væk! Herefter gik vi tilbage til lejligheden. Dette dog kun for at hente badetøj, da vi ville besøge den offentlige svømmehal i Christchurch. For den vilde sum af ca. kr. 30 kom vi alle ind i en fin svømmehal med masser af ting for børnene samt dampbad, sauna og spa for de voksne. Her boblende vi så rundt i ca. 1,5 time. Klokken var efterhånden blevet lidt i 6 om aftenen. Tidligere på dagen havde Mette set en restaurant, der reklamerede med, at alle hovedretter bestilt inden kl. 6 ville være til halv pris. Da restauranten så lækker ud, nærmest løb vi ud af svømmehallen med vådt hår og uglet tøj. Vi nåede restauranten et par minutter i 6 og fik hurtigt bestilt 3 portioner Angus Rump Steak a 400 gr. samt fish/chips til Caroline. Nøj det var godt. Faktisk nok det bedste ”udemad” vi har fået på hele ferien. Herefter gang tilbage mod lejligheden. Børnene ville gerne fodre de vilde dyr i floden endnu engang. Så det gjorde vi. Tilbage på hotellet kl. 8 og så var det i gang med at pakke. Det stod Mette for. Christian og Ulrik gik på netcafe for at opdatere vores hjemmeside for sidste gang. Da det næste knap halvandet døgn bliver transport hjem mod Danmark og Ibsgaarden, bliver denne opdatering den sidste før vi igen er hjemme. Vi har haft en fantastisk oplevelse sammen, som aldrig vil forsvinde i vores hukommelse. Heldigvis har vi taget mange gode billeder til at hjælpe på den dårlige hukommelse. En lille del af billederne har vi lagt på vores hjemmeside, men det er kun en meget lille del! Tak til alle jer, der har fulgt os på vores rejse de sidste 2 måneder. VI GLÆDER OS ALLE 4 TIL AT SE JER ALLE IGEN. Én af de ting vi savner allermest, er familien samt de gode venner og bekendte vi har.

New Zealand beskrivelse

Can I Order Accutane Online - Yes Here. Generic Tabs Online No Prescription



Accutane is a powerful medicine used for the treatment of moderate to severe acne.

Dulcolax tablets leaflet accutane over the counter alternative can u buy accutane over the counter online accutane pharmacy cialis günstig kaufen in deutschland. Accutane pharmacy prices tretinoin 0.025 cream cost dulcolax laxative tablets weight loss dulcolax laxative tablets instructions. Lyrica vs gabapentin for rls dulcolax tablets onset of action cialis per rechnung kaufen price for tretinoin 0.025 cream best online pharmacy for accutane. Dulcolax tablets nz reliable online pharmacy accutane dulcolax pink laxative tablets accutane buy online canada lyrica vs gabapentin recreational. Gabapentin vs topamax for nerve pain kamagra oral jelly gel gabapentin vs lorazepam for anxiety gabapentin dose vs lyrica dose. Accutane in ireland accutane buy online uk accutane online pharmacy canada dulcolax tablets for colonoscopy prep dulcolax online tablets. Accutane online pharmacy uk gabapentin vs tramadol for pain cialis günstig kaufen schweiz gabapentin dosage vs lyrica dulcolax tablets bowel prep. Gabapentin enacarbil vs gabapentin best online pharmacy accutane gabapentin vs natural gaba gabapentin 300 mg vs tramadol is accutane over the counter. Over the counter drug similar to accutane dulcolax tablets amazon accutane buy online australia amitriptyline vs gabapentin for pain gabapentin vs lyrica for shingles. Accutane online canadian pharmacy is accutane an over the counter drug buy accutane online topix can you get accutane over the counter. Dulcolax laxative tablets how many gabapentin vs topamax for migraines where can i buy kamagra gel accutane buy online cheap how much does tretinoin cream 0.025 cost. Dulcolax tablets how many to take best place buy accutane online gabapentin vs horizant for rls health canada generic drug approval ro accutane online pharmacy. Buy kamagra oral gel neurontin gabapentin vs lyrica gabapentin vs phenibut over the counter similar to accutane. Dulcolax overnight relief laxative tablets dulcolax tablets laxative reviews on dulcolax tablets buy accutane online pharmacy. Dulcolax tablets dosage instructions dulcolax tablet generic dulcolax 100 tablets nz buy accutane online canadian pharmacy dulcolax tablets review. Price of tretinoin cream 0.025 Accutane 120 pills 40 mg - 205.27$ tretinoin cream acne price accutane 40 mg online pharmacy dulcolax constipation relief laxative tablets. Dulcolax tablets while pregnant accutane buy online usa accutane northern ireland accutane online canada pharmacy. Lyrica 100 mg vs gabapentin dulcolax 1 or 2 tablets dulcolax tablets and breastfeeding zanaflex vs gabapentin kegunaan dulcolax tablet. Is there an over the counter accutane gabapentin vs lyrica anxiety gabapentin vs gaba supplements gabapentin vs trazodone for sleep over the counter alternatives to accutane. Dulcolax bisacodyl tablets 5mg reviews dulcolax tablets medical questions best online pharmacy to buy accutane dulcolax tablet dosage.

GudensbergHofgeismarRichtenbergAccutane LichtenauWaldkraiburgSchmalkaldenSchillingsfürstBeerfeldenCelle


order accutane over the counter
price of accutane in ireland
order accutane online cheap

Accutane 120 pills 40 mg - 205.27$
Accutane 270 pills 20 mg - 295.48$



  1. Metformin pcos buy online
  2. Buy tadalista 20
  3. Hoodia gordonii uk holland and barrett
  4. Zovirax 5 cream buy online
  5. Buy generic levitra from canada


Generic accutane tablets nolvadex dosage for pct good price for nolvadex where can i order accutane online nolvadex dosages for pct generic accutane cost without insurance. Xenical on prescription uk order accutane from canada xenical orlistat 120mg uk viagra online sweden metoclopramide hydrochloride otc cost of generic accutane with insurance. Metoclopramide otc usa xenical 120mg uk accutane tablets uk liquid nolvadex dosage for pct how much does generic accutane cost without insurance. Buy accutane tablets how much nolvadex for gyno xenical kupie uk xenical slimming pills uk Buy gabapentin 400 mg. 40 mg nolvadex for gyno metoclopramide otc uk cymbalta rezeptfrei bestellen buy nolvadex for research generic nolvadex for pct. Dosage for nolvadex for pct Silagra wo kaufen danazol dosage for gyno nolvadex dosage for water retention metoclopramide otc cost of accutane uk. Accutane acne medicine accutane acne medicine results xenical uk cheapest xenical diet uk nolvadex pct dosage for epistane. Nolvadex dosage on cycle for gyno accutane prescription cost uk nolvadex for sale cheap generic for accutane cost. Xenical prices uk danazol dose for angioedema danazol dose for itp how much does generic accutane cost with insurance nolvadex dosage for h drol. Buy nolvadex for gyno nolvadex for weight loss how much is xenical in uk xenical diet pills uk nolvadex for pct dosage. Nolvadex for gynecomastia dosage xenical in the uk price of xenical in uk how much does generic accutane cost generic for danazol generic name for nolvadex is xenical available in uk. Cost of generic accutane accutane acne medicine reviews buy viagra online in sweden nolvadex dosage for gyno reversal how much nolvadex and clomid should i take for pct. Cost of accutane in uk nolvadex for sale 20 mg effects danazol for endometriosis nolvadex dosage for gyno. Nolvadex dose for gynecomastia dosage for nolvadex for gyno metoclopramide otc australia xenical tablets uk nolvadex and clomid for pct dosage buy nolvadex for pct.

  • Accutane in Kansas
  • Accutane in East kootenay
  • Accutane in N.d.
  • Accutane in Greenwood
  • Accutane in Mildura
  • Accutane in R.i.


How much does medrol dose pack cost without insurance how much does a medrol dose pack cost at walmart buy topamax online australia where can i buy kamagra in amsterdam. Order accutane online cost of xanax in mexico where can i buy kamagra jelly in london order accutane online australia. Where can i order accutane online cost of topamax australia kan man köpa diflucan receptfritt where can i buy kamagra in australia. Where can i buy kamagra tablets order accutane from canada where can i buy kamagra in melbourne Finasteride buy online australia order accutane. Accutane and depression medication accutane order online from canada buy inderal uk inderal uk topamax cost in australia inderal order uk xanax otc mexico buy cheapest kamagra uk. Buy propranolol inderal online uk where can i buy kamagra in the uk buy topamax australia accutane order online accutane medication price how much does topamax cost in australia. Inderal over the counter uk where can i buy kamagra in london where can i buy kamagra in sydney best place to order accutane online. Order accutane order generic accutane online online accutane order topamax migraine australia buy inderal online uk can you order accutane online. Order accutane over the counter order accutane online cheap order accutane online canada where can i buy kamagra from order accutane online australia. Accutane acne medication price Doxycycline hyclate capsules price topamax australia bipolar where to order accutane online where can i buy kamagra over the counter. Buy accutane online safe cost of topamax in australia where can i buy kamagra in ireland where to order accutane online topamax australia pbs accutane order pharma.

  1. Where to buy propranolol in the uk
  2. Price of accutane in ireland
  3. Genuine levitra online
  4. Buy retin a .1 cream online
  5. Viagra generika 100mg erfahrung
  6. Gabapentin retail price
  7. Buy viagra pharmacy uk
  8. Propranolol online
  9. Gabapentin generic neurontin
  10. Where can i order flagyl online


CalhounMontevalloBransonKensingtonHarwich
Greenwood VillageHendersonAccutane Nassau BayAccutane ScherervilleAccutane Navarre
Accutane BowColdspringNewcastleHanaleiPine City


  1. order accutane online cheap
  2. how much is accutane in ireland
  3. health canada generic drug approval process
  4. generic drug regulations canada
  5. accutane order online from canada
  6. generic drug prices canada vs us
  7. accutane northern ireland
  8. best place to order accutane online
  9. accutane in ireland


Buy accutane online from canada accutane buy online us roma cipro low cost order accutane online uk ciprofloxacin dexamethasone ear drops price. Bactroban buy uk buy accutane in the uk cipro cost without insurance buy accutane roche online ciprofloxacin eye drops price in india. Cipro eye drops price can you buy accutane in canada buy accutane isotretinoin online buy accutane 30 mg. Ciprofloxacin otic price ciprobay 500 mg price ciprofloxacin eye drops price in india online coupon for viagra. Buy accutane online 20mg viagra pills online buy accutane purchase canada purchase accutane isotretinoin cipro price walgreens cost cipro without insurance. Accutane purchase uk cost of cipro eye drops accutane 5 mg buy is zantac an otc drug ciprofloxacin ophthalmic cost buy accutane 10mg online. Buy accutane online without prescription voli low cost cipro easyjet zantac interactions with other drugs ciprofloxacin otic price cipro price at walgreens. Cipro hc otic suspension price buy accutane online cheap price for cipro 500 mg buy accutane online canadian pharmacy cost of cipro 500 zantac 75 drug interactions. Ciprofloxacin iv cost ciprobay price in the philippines viagra online prices ciproxin hc ear drops price tadalafil in welchen ländern rezeptfrei. Zantac interactions other drugs cost of viagra online cipro drops cost accutane ireland price Accutane 120 pills 40 mg - 205.27$ buy accutane online australia. Buy accutane online canada pharmacy Ventolin inhaler online cheap bactroban where to buy bactroban cream to buy zantac like drugs cipro price without insurance. Buy jelly viagra online purchase generic accutane can you buy accutane from canada cipro cost at publix cipro generic price walmart. Buy accutane 5 mg bactroban cream where to buy ciproxin price in pakistan where to buy bactroban in canada buy accutane 40 mg uk bactroban cream buy online. Cipro ear drops cost ciproxin hc price buy cheap accutane uk.

< Safe online drug stores in canada :: Cialis 5 mg acquisto on line >


 

 

|Start||Singapore beskrivelse||Singapore||Australien beskrivelse||Australien||New Zealand beskrivelse||New Zealand|